WSS historie

 

 

DKCH og INTCH Høje Møns Gøg-Taffy - 1984

 Med lidt efterforskning af den hidtidige historie om Welsh Springere i Danmark, er det lykkes at tilføje en smule. Tak til "gamle" kendere af racen, specielt tak til Lars Kruuse for gamle stamtavler, informationer og hans gode hukommelse.

Den første kennel der opdrættede Welsh Springer Spaniels var Høje Møns, selvom der allerede var en import fra Sverige i 1970: Hubbestads Welsh Corncutter. Hun var en datter af Bryn of Tarbay (fra England) og hendes mor, Hubbestads Cilene, var barnebarn af de to første WSS'ere i Sverige: Gay Boy of Tregwillym/Linkhill Five-To-One (1963). Corncutter blev parret med Dalati Iago, som var hollandsk ejet.

Via internettet var jeg heldig at finde frem til Lise Sellberg, som havde kennelnavnet Høje Møns. Hun kunne fortælle hvordan de begyndte. Hun og hendes mand Ivan opdrættede Engelsk Springer og deltog også i markprøver og jagt. En dag på en markprøve blev de anbefalet at anskaffe sig en Welsh Springer til jagt. De blev varme på ideen og tog til Sverige i 1973, hvor de købte deres første Welsh tæve, Maroons Lotta (Tidemarsh Ruff/Maroons Dot, engelsk/svensk kombination).

Et år efter besøgte de Crufts udstillingen i England og så en "smartere" Welsh type. Lise forklarede at Lotta var af gammel type, mindre og længere i kroppen. De vendte hjem med en tævehvalp, Dalati Denol (Rambler of Tregwillym/Dalati Sidan). I 1975, besøgte de igen den berømte Dalati kennel i Wales, og fik ved denne lejlighed unghunden Dalati Moreb (ShCh Dalati Dyma Fi/ShCh Dalati Anwylyd) med hjem, han blev deres store stjerne. Han excellerede både som udstillingshund og som brugshund. Han var en god og samarbejdsvillig jagthund, hvorimod Lotta havde tendens til at gå på jagt for sig selv, og Denol hellere ville være hjemme hos mor.

Welsherne fra Høje Møns var de eneste avlshunde i Danmark indtil 1980. Kennelen fik en ny tæve, Fanny van Snellestein, fra Holland i 1981. Fanny fik et kuld efter Høje Møn’s Hubert. Høje Møns opdrættede 8-9 kuld indtil de stoppede i 1985.

I 1980 startede Kennel Sweet Chester (Mette and Lars Kruuse) med at avle på en tæve fra Høje Møns – Bala (Maroons Lotta/ Dalati Moreb). Den anden kennel, der startede på samme tid var kennel Danebod (Kirsten Hahn og Ove Nørætt), deres første Welsh, Spot, var også efter DKCh Dalati Moreb og moren var en datter af   Dalati Iago og Hubbestads Welsh Corncutter.

Begge kenneler tilføjede ny linier til den danske population fra Sverige og Holland.  I begyndelsen af firserne havde Lars Kruuse stor succes med DKCh Trigger Osbourne, og Ove Nørætt med DKCh Rosa van Snellestein.

Den første dansk opdrættede Welsh Springer der fik titlen International Champion var DKCh Høje Møn’s Gøg-Taffy, født i 1981 (Høje Møns Eglwysbach/Dalati Denol), ejet af Kai Groth. Gøg var mere end en udstillingshund, han opfyldte også fuldt ud Kai's behov for en alsidig jagthund. I 1990 importerede Kai Groth French Duke Des Terres Froides fra Frankrig med ham opnåede han også gode resultater bl.a. Dansk Championat. Duke blev også brugt til jagt og avl, han blev far til 7 kuld hvalpe. 

 
I slutningen af 80'erne startede kennel Gallois's, herefter kom kennel Red and White's, Blazewood og My Welsh til i begyndelsen af 90'erne. 
 
 Dansk Welsh Springer historie startede med to svenske tæver og tre "Dalati" hunde og nu i 2011, har vi godt 700 Welsh Springer Spaniels. Andre importer fra ovennævnte lande, samt fra Frankrig og Finland har influeret på racen gennem de sidste 25 år. Mange af disse hunde er omtalt i  Anne Walton’s og Haja van Wessem’s bøger om racen, disse bøger indholder også mere nylig historie om Welsh Springerens udvikling i Danmark og resten af Europa.

© kennel Lloer

Charlotte og Thomas Schütt | 4620 Havdrup - Denmark | Tlf.: +45 20728211 | kennel@lloer.dk